Gospel betyder som bekendt ”godt nyt”!
Vi synger gospel, og det gør os til budbringere af ”godt nyt” fra Himlen,
for vi synger jo om Gud, Skaberen, og om Hans Søn, Jesus Kristus!
At vi langt fra selv evner at rumme højden, dybden og bredden af de mange
stærke proklamationer, bekendelser og løfter, som vi sætter ord på i vores sang,
er sandt – hvorfor det måske kan synes utroværdigt … Ikke desto mindre drister vi os til,
endda med stor frimodighed, at synge om netop det, der er langt større end os selv.
For sandheden er, at når vi sætter ord på evangeliets kerne - kærligheden,
barmhjertigheden, nåden og tilgivelsen - når vi synger om evangeliets
hovedperson, Jesus Kristus … så gør det noget ved os!
Ordet har magt, og det sungne ord føder noget godt i os, og dette gode
arbejder videre i vore hjerter og bliver til liv.
Så ja! - vi lader os rive med, vi bringer stærke, sande og livsbekræftende ord
om tro, håb og kærlighed – og det gør vi med et ønske og håb om,
at også vore tilhørere må få lov at opleve at blive revet med og berørt.